Porfirio Diaz

José de la Cruz Porfirio Díaz (15. september 1830 - 1. juli 1915), præsident/diktator i Mexico 1877-80 og 1884-1911, født i Oaxaca, død i Paris, var af overvejende indiansk byrd og oprindelig bestemt til at være præst; forlod 1847 lollegiet for at deltage i krigen med Nordamerika, men kom for sent, og blev 1851 sagfører i sin hjemstavn. Her vovede han 1854 alene at stemme imod Santa Anna, deltog i opstanden mod denne og sluttede sig ligeledes 1858 til det frisindede parti. 1861 blev han general og kæmpede virksomt mod franskmændene og senere mod det ny kejserdømme; blev mest kendt 1867, da han i april indtog Puebla og i juni tvang selve Hovedstaden Mexico til overgivelse. Han var Juarez' medbejler til præsidentværdigheden og ligeledes 1871; efter Juarez' død 1872 søgte han at tiltvinge sig magten, og da kongressen 1874 ikke ville give ham stillingen som højesterets formand og derved erkende ham som vicepræsident, drog han til Nordamerika og gjorde herfra 1875 et nyt forgæves Forsøg på at komme til magten. 1876 var han heldigere, forjog både præsidenten Lerdo de Tejada og hans medbejler Iglesias og valgtes februar 1877 selv til præsident. Han tilvejebragte ro i landet og fik 1880 genoprettet den diplomatiske forbindelse med Frankrig, der var afbrudt 1867. November 1880 overgav han styrelsen til sin meningsfælle Gonzalez, var indtil juli 1881 minister for de offentlige arbejder og vendte derefter tilbage til sin hjemstat Oaxaca som guvernør for denne. 1884 valgtes han på ny til præsident, fik senere forfatningen ændret, så at han kunne opnå genvalg, hvad han tidligere selv havde kæmpet imod. Han blev også siden genvalgt 6 Gange, sidst 1910 for 6 år (indtil 1904 kun for 4 år), og styrede med stor kraft og dygtighed. Han bragte orden i finanserne og gjorde store afdrag på statsgælden, undertrykte med hård hånd røverbanderne og skaffede retssikkerhed til veje, fremmede stærkt de offentlige arbejder, særlig jernbanerne, og gav også skolevæsenet rask udvikling, hvorhos handel og industri blomstrede op, og landets velstand steg som følge af den ro, der var tilvejebragt. Også fik han 1901 den diplomatiske forbindelse med Østrig genoprettet efter 34 års standsning og landets ydre anseelse styrket. Alligevel vakte hans enevældige styre meget uvilje, og 25. maj 1911 nødtes han til at nedlægge sin værdighed og drage udenlands. Men hvilke fejl der end kan have været ved hans herredømme, så meget står dog fast, at hans fjernelse fra magten har ladet Mexico synke ned i vildt anarki og gå glip af, det velvære, han havde sikret landet.